Min musik

 



Jeg startede med at spille trommer som 7-årig. Efter at have flyttet til Danmark i 1969, blev jeg professionel musiker som 15-årig.

Mine instrumenter omfatter trommer, congas, timbales, bongos og hand-percussion. Stilmæssigt arbejder jeg med alt fra rock og funk til cubansk, brasiliansk, fusion og jazz.

Nuværende bands

Salsa Na Ma

Jeg startede med at spille i Salsa Na Ma ved bandets opstart tilbage i 1979.  Jeg  rejste til Cuba i 1983 med Danmarks første salsa orkester - Salsa Na Ma - for en månedlang turne igennem landet. Jeg vendte tilbage til Cuba med Salsa Na Ma for at fejre vores 20-års jubilæum i 1999. Vi indspillede et album i Havanna, og spillede koncerter på flere af de bedste spillesteder i byen, med stor succes til følge. CDen hedder ”Salsa Na Ma in Cuba.” og kan købes igennem Slagtøjcentret på Frederiksberg.

Latin Jazz Guerilla Pop-Up Band

Når man mindst forventer det, slår vi til! Stilen er lækker Latin Jazz bestående af alskens dejlige melodier, håndplukket af besætningen selv, fra The Great American Songbook til Beatles. Vi er ultra mobile, og kan derfor poppe op hvor og når som helst!

Besætningen er Morten Grønvad på vibrafon, Peter Danstrup på bas, Birger Sulsbruck på congas og jeg selv på timbales. Det hænder at vibrafon pladsen erstattes på forskellig vis, for eksempel med Michael Sunding på trækharmonika. Arriba! Andale andale!

JP's Happy Jazz

Traditionel jazz i den gode, gamle stil, med dejlige melodier og musikalsk livsglæde.

Orkesteret ledes af Jørgen Poulsen, piano. Bassens betjenes solidt og swingende af Arne Sørensen. Klarinetten kæles for af Erling Haagensen, mens trompeten trylles af Peter Madsen. Tønderne tæskes på gammeldags vis af undertegnet.

 

Bottom Line

Bottom Line er en fire-mands gruppe som er en efterfølger af det københavnske 80er funkband Cox Orange. Det er Karsten Simonsen på piano og keys, Flemming Ostermann på guitar og vokal, Hans Frydendal på bas, og jeg selv på trommer. Bottom Line har indspillet en CD i New Orleans ” At the End of the Day”, som indeholder egne instrumental numre. Numrene er skrevet af medlemmerne, og henter inspiration fra musikstile som funk, rock, latin, New Orleans-style, country og meget mere.

Bottom Line spiller også som party band med 60er og 70er rock n’ roll, med vokal af Flemming Ostermann.

 
The Latin Lounge

The Latin Lounge, er en trio, som jeg har sat sammen, med Niels Thybo på piano / keyboard og Niels Lichtenberg på bas. Jeg spiller congas og percussion i denne sammenhæng. Repertoiret er lækkert latin jazz, med numre fra den store latinamerikanske sangbog, i instrumentale udgaver. Trioen er perfekt til fester og arrangementer hvor der er brug for stilig kvalitetsmusik med lav volume.

-----------------------------------------------------------

Freelance

Jeg har igennem tiden spillet med mange af Danmarks bedste musikere, og det har været en ære for mig. Alt fra at have oplevet at spille med Jesper Thilo som bandleader med sin egen gruppe, med Dizzy Gillespie som gæstesolist, til at blive kaldt ind for at aflyse i Montmartre for Machito’s søns congaspiller. Jeg har spillet en moderne klassisk / jazz koncert som trommeslager og percussionist for Steve Swallow og Carla Bley i Essen, Tyskland, og er blevet kaldt ind for at ”ikke” spille percussion med husbandet på et DR TV program sammen med Lionel Ríchie! (Vi skulle spille playback – men skulle selvfølgelig lære numrene alligevel. Vi spillede faktisk til playback track’et, og Lionel Richie sagde at han ønskede de kunne slippe for at bruge tracket, og spille rigtigt i stedet.)

Freelance arbejdet bringer en virkeligt omkring i musikkens verden – det er dejligt!

For yderligere information og eventuel booking:

Telefon: 4086 3212
Mail: ethan@weisgard.com

Tromme / percussion undervisning

Jeg tilbyder privatundervisning i trommer og percussion på alle niveauer.
Jeg har blandt andet undervist på Rytmisk Musik Konservatorium - hvor jeg også er ekstern sensor,  Kongelig Dansk Musik Konservatorium i København, Århus Musik Konservatorium, Esbjerg Musik Konservatorium og Brandbjerg Højskole. Jeg er fast tilknyttet Musiklinjen på Ingrid Jespersens Gymnasieskole, hvor jeg underviser trommer og percussion. Jeg har privatundervisning af enkelte elever såvel som grupper.

Jeg er elev af den nu afdøde Bent Lylloff, janitshar i det Kongelige Kapel og en af de mest respekterede slagtøjsspillere Danmark har kunnet byde på. Bent Lylloff var mester i at spille med ”matched grip”, hvor begge hænder holder med samme greb på trommestikkerne. At kunne spille alle de forskellige kombinationer af enkelt- og dobbeltslag med dette greb havde han en fantastisk håndgribelig måde at undervise på..

Jeg var elev hos ham i halvandet år, og den undervisning jeg modtog fra ham, med specifik fokus på stik teknik (stick control) er det som jeg baserer min grundundervisning på.

Foruden stick control, arbejder jeg med koordination, improvisation og grooves i alle stilarter.

Ring eller send en e-mail om yderligere information vedrørende tromme/percussion undervisning.

 

Musikalsk bagkatalog

(mine tidligere musikalske aktiviteter)

Dr. Dopo Jam

Jeg startede med at spille i et progressivt rock band fra Roskilde som hed Dr. Dopo Jam, ledet af komponisten og keyboardspilleren Kristian Pommer. Jeg indspillede to albums med Dr. Dopo Jam:“Entree” og “Mad Dogs and Danishmen.” Vi spillede med Dr. Dopo Jam på Roskilde Festival for første gang i 1971.

Buki Yamaz

Som 16-årig blev jeg inviteret til at spille med i det første funk, fusion og latin band i Danmark - Buki Yamaz. Kaspar Winding var gruppens første trommeslager, og da han fratrådte, blev jeg spurgt om jeg ville være med. De første to albums med dette band har jeg medvirket på: ”Buki Yamaz” og ”Segundo”. Disse to albums betragtes som milepæle indenfor den progressive instrumental fusionsmusik i Danmark i 70erne og 80erne.

Danmarks Radio Big Band

Som percussionist har jeg 27 års erfaring igennem mit virke med Danmarks Radio Big . Jeg blev medlem af Danmarks Radio Big Band som 18-årig, som latin percussionist, under ledelse af Thad Jones. Jeg har indspillet over 35 albums med DRBB, og i denne forbindelse har jeg spillede med blandt andre Miles Davis, David Sanborn, Van Morrison og mange flere. Jeg spillede med dette orkester indtil 2003.

Cox Orange

Cox Orange var et andet band som jeg har spillet med igennem flere år, og indspillet flere albums med. Dette orkester var kendt igennem 80’erne for at være et af de førende funk, fusion og latin inspirerede top bands. Det var et stort dynamisk orkester med horn sektion, og blev et af tidens populæreste bands på dansescenerne på grund af vores blanding af funky instrumental numre, latin percussion og egne funky versioner af store vokal hits fra blandt andre The Beatles.

Entrance

Jeg spillede percussion og trommer med den udgave af Palle Mikkelborgs Entrance som indspillede CDen ”Journey To…”, indspillet i 1984. Besætningen var Palle Mikkelborg, Jesper Nehammer, Thomas Clausen, Bjarne Roupé, Bo Stief, Lennart Gruvstedt og jeg selv. Entrance i denne udgave udgjorde grundstammen i Radioens Big Band da Miles Davis indspillede Palle Mikkelborgs suite ”Aura” i forbindelse med Davis’ modtagelse af Sonning Music Prize i 1984. Indspilningerne fandt sted i Easy Sound Studio på Østerbro i 1985.

Crème Fraiche

Gruppen Crème Fraiche er kendt i Danmark i dens big band udformning, ledet af  trompetist/arrangør/komponisten Lars Togeby. Creme Fraiche i dens oprindelig form blev stiftet i midt-70erne som en mindre gruppe, med tre blæsere og rytmesektion. Rytmesektionen bestod af Ben Besiakow på piano, Bent Clausen på trommer, Kim Daugård på bas, og jeg selv på congas og percussion.

Blast 

Trombonist og bandleader Bjarne Thanning startede funk big bandet Blast i starten af 80erne, efter et inspirerende Brandbjerg musikstævne. Jeg var orkesterets første trommeslager, med blandt andre Birger Sulsbruck på percussion (lederen af Salsa Na Ma).i rytemgruppen. Med tre sangerinder i forgrunden – Lise Dandanell, Hanne Boel og Tine Schaefer – og med fuldt big band messing og sax sektioner, var dette Danmarks første og største funk og soul big band.

Flair

Med Sanne Salomonsen, Tamra Rosanes og Jannie Høeg som lead vokalister, havde popgrupen Flair udgivet to plader, i 1977 og 1978,  indspillet i Abbey Road studiet i London og produceret af Hank Marvin. Lasse Lunderskov var musikalsk direktør for bandet. I 1978 blev jeg trommeslager i bandet, med blandt andre Gert Rostock på bas. Vi spillede en stor koncert i Tivolis Koncertsal og et eller andet sted derude findes der en videooptagelse fra Bellevue Teatret, hvor vi alle er rigtig 70er-lækre! Det var en dejlig oplevelse at spille med Flair. Det var power pop for fuld tryk, og med tre af de bedste sangerinder i forgrunden, var det en meget imponerende opstilling.

The Organizers

Funky orgel-jazz, under kyndig ledelse af Kjeld Lautitzen, med Bob Rockwell på sax danner rammen omkring The Organizers. Min kære kollega og Danmarks første rigtige congaspiller Klavs Nordsø, som jeg spillede med i Buki Yamaz, er den faste congaspiller i dette band. Jeg har været med som afløser på to CDer med gruppen: ”The Organizers + 1” med den amerikanske guitarist Randy Weston, og ”Yes Yes Yes” med Per Gade som gæsteguitarist. Jeg spiller fortsat med i Organizers som fast afløser.

 

  Tilbage

 
 

 

 
 

Tilbage